Af Jakob Munkhøj Nielsen
(bestyrer af Merlene Ottey’s officielle hjemmeside og internationale fanklub)

Indledning
"At kunne tage sig sammen og komme igen ovenpå et nederlag; dét er den store udfordring!" Sådan udtrykker hun sig om sin karriere, da jeg står og taler med hende til en reception efter fredagens Golden League atletikstævne i Bruxelles. Kvinden jeg taler med for første gang i mit liv er mit store idol, Jamaica‘s sprinterdronning på 40 år, Merlene Ottey.

Optakt til stævnemøde
48 timer tidligere – om onsdagen – var nyheden fra manager Daniel Zimmermann om at Merlene Ottey ikke skulle deltage ved Golden League stævnet i Berlin fredag den 1. september kommet som en bombe – det var jo der jeg skulle have set hende løbe og måske mødt hende personligt. Alternativet er at tage til Bruxelles for at se hende, men med to dages varsel skal der handles hurtigt og i første omgang dropper jeg idéen.
        Med en følelse af at det er nu eller aldrig og at ærgrelsen over at være blevet hjemme i fremtiden nok vil være større end de økonomiske smerter, som en hurtig arrangeret tur til Bruxelles vil give en studerende uden SU, fortryder jeg beslutningen. Så torsdag middag tager jeg mig sammen og får reserveret en togbillet med afgang samme aften og ankomst i Bruxelles fredag formiddag.
        Velankommet til Bruxelles tager jeg direkte hen til atleternes hotel (SAS-Radisson Hotel), hvor jeg møder Merlene’s manager Daniel Zimmermann, der har sørget for min akkreditering. Herefter kan jeg bevæge mig rundt blandt atletikstjernerne på hotellet. Ved hotellet frokostbuffet sidder jeg til bords med nogle af verdens hurtigste kvinder, der skal have noget at spise inden aftenens anstrengelser. Merlene til gengæld foretrækker at lade op til stævnet på sit hotelværelse og der er ikke mulighed for at se hende. I stedet kan jeg kan med stor fornøjelse iagttage, hvorledes professionelle autografjægere nærmest overfalder de atleter, der viser sig i hotellets lobby.
        I en bus fyldt med atleter, managers og pressefolk bliver jeg sidst på eftermiddagen med politi-eskorte kørt til Baudouin Stadion, hvor Golden League stævnet skal afvikles foran mere end 40.000 tilskuere. Min akkreditering giver mig nu adgang til atleternes opvarmningareal. Her møder jeg igen Merlene’s manager og stiller ham selvfølgelig spørgsmålet: "hvor er Merlene?". Han peger ud på en af opvarmningsbanerne og der – 80 meter væk – er hun; iklædt rødt og sort sweatsuit og i fuld gang med at lade op til 100 meter løbet kl. 19.32. Alt hvad det bliver til i denne omgang er at følge og beundre hende på afstand.

100 meter løbet
Inde på atletikstadion kan jeg bevæge mig i atletsektionen og prøver at finde frem til et godt sted at opleve kvindernes 100 meter løb fra. Selve løbet bliver en skuffelse – for mig og især for Merlene Ottey, der slutter som nummer seks i den beskedne tid 11.18 sekunder. Kun Marion Jones imponerer med en sejrsmargin på 2-3 meter og en vindertid på 10.83 sekunder i modvind. Kort efter løbet hilser jeg for første gang på Merlene. Ønsket og visheden om at kunne gøre det meget bedre lyser ud af hende, men skuffelsen over hendes egen indsats er så stor at hun hurtigst muligt vil væk fra stadion og hjem til hotellet. Jeg ærgrer mig over det korte møde, men må affinde mig dermed.
        Jeg finder en fast siddeplads midt på opløbssiden og ser resten af stævnet derfra. De store stjerner som Maurice Greene, Llewellyn Herbert, Gail Devers og Michael Johnson gør deres pligt og vinder deres discipliner. Efter nogle uger uden konkurrencer på grund af en mindre skade gør Wilson Kipketer comeback med en tredjeplads i 800 meter løbet.

Stævnemødet
Efter stævnet holder IBM en reception, hvor Merlene Ottey er inviteret som trækplaster. I modsætning til flere andre atleter føler hun sig godt tilpas i konversationerne med de mange forskellige mennesker ved sådanne arrangementer. Det afspejler sig deri at hun giver sig tid til at svare på spørgsmål og at hun giver svar med indhold. Før anså jeg hende for at være en enestående atlet; nu er jeg på vej til også at lære hende at kende som en stor personlighed.
        Først uddeler Merlene signerede fotos fra et podium og bagefter stimler de mest fanatiske personer sammen om hende og der iblandt er jeg selvfølgelig også. Jeg er nok lidt spændt over nu at kunne stå og tale med mit idol gennem så mange år – noget jeg aldrig havde drømt om, da jeg startede hjemmesiden. Hjemmesiden diskuterer vi nu ikke særlig meget, da Merlene ikke har den store interesse for computere. Hun er i stedet optaget af kunst, mode og design og har taget en universitetsgrad heri på et amerikansk universitet (Lincoln, Nebraska). Når karrieren en gang er slut vil hun gerne arbejde inden for modeverdenen for som hun siger: "Running fast is my passion, fashion my challenge for the future". På et direkte spørgsmål indrømmer hun at det er catwalk mere end modedesign, som interesserer hende.
        Det bliver også til en snak om fortiden, karrierens op- og nedture. Jeg har altid respekteret Merlene Ottey for evnen til at komme igen og jeg har været fascineret af, hvad der konstant sætter hende op til nye mål. Hun mener selv at i nederlagene ligger udfordringen til at gøre det endnu bedre næste gang. At komme igen efter et nederlag kræver en stærk karakter, når man tænker på hvor meget hårdt arbejde, der også ligger bag et nederlag. Det der får hende til at blive ved trods 20 år på toppen er ganske simpel: Hun har løbet i 25 år og ved ikke helt hvad hun skulle gøre uden konkurrencerne. Desuden er det med til at sætte hende op at løbe mod de nye meget yngre konkurrenter (fx Marion Jones, der ikke var født da Merlene Ottey løb sit første løb).
        Hendes fortid er uhyggelig interessant, men den nærmeste fremtid byder på hendes sidste OL, hvilket vi selvfølgelig også diskuterer. En sjette olympisk deltagelse er historisk og hendes indtil videre syv olympiske medaljer er også rekord – en position hun dog ikke spekulerer så meget over. Igen lyser determinationen og konkurrencemennsket ud af hende: Det er den manglende olympiske guldmedalje, der tæller. Hun tager afsted til Australien i starten af september for at træne i Brisbane og der bliver ingen tid til at nyde de olympiske lege før efter konkurrencerne. Derfor er rollen som fanebærer ved åbningsceremonien heller ikke inde i billedet – en rolle hun dog har prøvet før.
        Efter receptionen følger jeg Merlene Ottey og hendes manager til hans bil for at sige farvel. Det sidste, jeg får sagt, inden vi skilles er: "Vis Dem hvad du kan i Sydney!"